I LMP3-klassen i European Le Mans Series stiller Sebastian Gravlund til start, hvor han har skrevet kontrakt med Ultimate i 2026-sæsonen.

2026 bliver et markant skridt videre i karrieren for prototype-racerkører, Sebastian Gravlund, med deltagelse i en af verdens ypperste og hårdeste serier inden for langdistancerace. 

Jeg er meget glad for endelig at kunne offentliggøre, at jeg i år skal køre European Le Mans Series med det franske team, Ultimate. Det er et stort skridt i karrieren og en udfordring, som jeg glæder mig til,” lyder det fra Sebastian Gravlund.

Ultimate er et yderst erfarent og skarpt team, der med mange års deltagelse i prototypeløb vil bidrage til 21-årige Sebastian Gravlunds udvikling som racerkører. Teamet har blandt andet drevet LMP2-biler i den officielle VM-serie med stor succes. 

Den sølvrangerede Sebastian Gravlund udgør en tredjedel af bilens line-up. Han får selskab af brasilianske Lucas Fecury – bilens øvrige sølvkører – samt bronzekører, Terrence Woodward fra England. Tilsammen vil trioen danne et stærkt fundament.

Det bliver super spændende at starte samarbejdet med Ultimate – de er meget ambitiøse og dedikerede, hvilket er enormt motiverende inden sæsonstart. Jeg føler mig 100% klar, og med min erfaring i LMP3 kombineret med mine to medkørere, Lucas Fecury og Terrence Woodward, tror jeg på en sæson med succes!,” siger en engageret Gravlund.

De seneste to sæsoner har Sebastian Gravlund deltaget i supportserien til European Le Mans Series – Michelin Le Mans Cup. Han har dermed opbygget værdifuld erfaring, som han nu kan bringe med ind i en løbsserie, hvor LMP3-eliten kæmper benhårdt under intense firetimersløb.
 

Kalenderen for European Le Mans Series 2026

Afd. 1: 12. april – Barcelona, Spanien

Afd. 2: 3. maj: – Le Castellet, Frankrig

Afd. 3: 5. juli – Imola, Italien

Afd. 4: 23. august – Spa-Francorchamps, Belgien

Afd. 5: 13. september – Silverstone, England

Afd. 6: 10. oktober – Portimão, Portugal

Sebastian Gravlund er del af DASUs Team Danmark-trup.

Foto: FotoSpeedy