7. Hvid vipstjert

Tidlig forårsbebuder

Elsker insekter

Bor gerne tæt på mennesker

Når man hører det energiske hakkende kald fra en hvid vipstjert, og man ser den slanke sort/hvide langhalede fugl komme flyvende i sin karakteristiske bølgende flugt, er det blevet forår. Og når fuglen et øjeblik senere lander på en tagryg eller midt i en indkørsel, får man også forklaringen på dens navn. Dens lange halefjer (også kaldet stjert) begynder med det samme at vippe hurtigt op og ned.

Vipstjerten er en af vores første forårsbebudere. Den ankommer fra sine vinterkvarterer omkring Middelhavet eller længere mod syd i Afrika allerede midt i marts og kan blive her helt hen til oktober, før turen går sydpå igen. Vipstjerten er glad for insekter, både til eget forbrug og til at stoppe i munden på de sultne unger, der meget snart vil begynde at tigge om mad i en rede som de voksne fugle har anbragt i et hulrum et eller andet sted. Det er ikke kræsne fugle, og de tager hvad de kan få fat på. Hvis nogle insekter forekommer særligt talrigt i bestemte perioder, for eksempel gåsebiller eller sankthansoldenborrer, spiser vipstjerterne intet andet før der er spist op. Hvide vipstjerter finder først og fremmest deres bytte på jorden, og derfor er de glade for åbne områder med lav bevoksning. De er på ingen måde kræsne med deres omgivelser, og da de heller ikke er specielt bange for mennesker, kan man finde dem i indkørsler, på parkeringspladser, i industriområder og ofte i nærheden af sportsanlæg, hvor bevoksningen typisk er lav. Og skulle man opdage en vipstjert som ikke er sort og hvid, men derimod gul, er det simpelthen fordi man har mødt den hvide vipstjerts nære slægtning – den gule vipstjert.

Hold øje med områderne med kortklippet græs, hvor vipstjerten nemt kan få øje på insekterne.

Hvid vipstjert (Motacilla alba)
Foto: istock.com/Andyworks