16. Blåfugle

12 slags blåfugle i Danmark

Dværgblåfuglen er Danmarks mindste dagsommerfugl

Blåfugle kan godt lide åbne og tørre områder

Blåfugle er en gruppe små dagsommerfugle, der alle er karakteristiske ved at have vinger, der er blå i forskellige nuancer og med forskellige pletter på over- og undersiden. Vi har 12 forskellige blåfugle i Danmark, og nogle af dem er meget sjældne. Andre er til gengæld meget almindelige og kan ses mange forskellige steder, bare deres værtsplanter, altså de planter hvor larverne vokser op, er til stede. Det gælder for eksempel den almindelige blåfugl, som er meget glad for at lægge sine æg på almindelig kællingetand. Det er en lille sommerfugl med et vingefang på 2½-3 cm og for hannernes vedkommende en tydeligt skinnende blå farve på oversiden af vingerne, og et tydeligt mønster af sorte pletter med hvide rande og to rækker orange pletter på undersiden af vingerne. Hunnerne er mere diskrete og afdæmpede i farverne, men stadig tydeligt blå.

Almindelig blåfugl er relativt omkringfarende og kan også dukke op i haver, men foretrækker ellers åbne og relativt tørre områder, hvor der er mange værtsplanter at lægge æg på.

Dværgblåfuglen har rundbælg som sin yndlingsplante. Den vokser ofte på steder hvor der er åbent og lidt tørt. Den er for eksempel meget almindelig omkring Nørlundbanen, og det betyder også at dværgblåfuglen er meget almindelig i dette område. Dværgblåfuglen er en ganske lille sommerfugl, rent faktisk Danmarks mindste dagsommerfugl. Store eksemplarer kan have et vingefang på 2½ cm, men som regel er de mindre. Både hanner og hunner er meget dæmpede i farverne. Hannerne har en svagt gråblå overside og enkelte små sorte pletter på undersiden. Hunnerne har som regel kun den svageste antydning af blåt, men kan altid kendes på deres beskedne størrelse.

På tørre solrige pletter fra maj – august kan man være heldig at se både Almindelig Blåfugl (Polyommatus icarus) og Dværgblåfugl (Cupido minimus) på Nørlundbanen.

Almindelig Blåfugl (Polyommatus icarus)
Foto: istock.com/HansJoachim
Almindelig Kællingetand (Lotus corniculatus)
Foto: Sophie Boe Booker