Theodor Jensen har gjort det igen – sejret i European Le Mans Series. Jensen kørte mesterskabets tredje afdeling i weekenden, hvilket fandt sted på Imola-banen. Som det gik i de to første afdelinger, blev det igen til en sejr i LMP3-klassen for danskeren.  

Theodor Jensen sikrede CLX Motorsport-bilen en solid start på løbsweekenden ved at sætte pole position i kvalifikationen. Herfra kørte han sammen med sine franske teamkammeraterne, Adrien Closmenil og Paul Lanchere, et stærkt løb, hvor danskeren kørte bilen i mål med en omgang ned til den nærmeste konkurrent.

Med halvdelen af sæsonen afviklet har Theodor Jensen lagt sig i en særdeles stærk føring og har hele 45 point ned til Inter Europol Competition på andenpladsen, inden fjerde afdeling køres næste måned på Spa-Francorchamps. 

Se highlights fra 4 Hours of Imola

Foto: Jan Patrick Wagner / ELMS