2025-udgaven af IndyCars Indianapolis 500 blev kørt i weekenden med dansk deltagelse fra Christian Rasmussen og Christian Lundgaard. Begge danskere leverede flotte resultater, og de sluttede begge i top-10 i det krævende ovalbaneløb, hvor 33 biler var til start på Indianapolis Motor Speedway.

Christian Rasmussen, foto: Penske Entertainment / Titus Slaughter

For Ed Carpenter Racing startede Christian Rasmussen løbet et godt stykke nede i feltet – på en 18. plads – men efter 200 omgange passerede han det ternede flag 10 pladser længere fremme på en ottendeplads. Efterfølgende fik to foranliggende kørere tildelt straffe, hvilket medførte, at Rasmussen kunne afslutte sit andet Indy 500-løb på en sjetteplads – hans hidtil bedste resultat i et IndyCar-løb. Cirka halvvejs inde i løbet var det dog ved at gå helt galt for danskeren, da han mistede kontrollen over bilen. Men på imponerende vis fik han styr på bilen igen, før det kunne have sat en stopper for det flotte slutresultat. 

Se Christian Rasmussens imponerende redning. 

Sikke en særlig dag. Mit hidtil bedste IndyCar-resultat. Tak til alle der kom og støttede mig og tak til hele ECR-holdet, som gav mig en fantastisk bil. Jeg kan ikke vente til næste år,” skriver Christian Rasmussen i et opslag på Instagram efter løbet.

Christian Lundgaard, foto: Penske Entertainment / Joe Skibinski

Christian Lundgaard kørte karrierens fjerde Indy 500 og sluttede på syvendepladsen – én enkelt placering bag landsmanden Rasmussen, hvilket også var tilfældet i 2024, hvor de sluttede 12’er og 13’er. Lundgaard havde et fornuftigt udgangspunkt, efter han kvalificerede sig til en startplacering som otter. Den danske Arrow McLaren-kører havde en udfordrende første del af løbet, hvor han røg ned i feltet. Det fik han derimod ændret på ved at gennemføre det lange løb med solid og sikker kørsel. 

Jeg vil sige, at jeg er glad men også skuffet over ikke have opnået et bedre resultatet. I sidste ende kom bilen hel hjem, og vi mistede kun én placering i løbet. Jeg tror ikke, vi havde nok fart i dag til at kæmpe om sejren, selv hvis vi havde ligget i en position til det. Vi sluttede dog stadig i top-10 og holder det stabilt. Bortset fra Sonsio Grand Prix, har vi kun haft top-10-placeringer i år. Vi er ved at opbygge et stærkt momentum til mesterskabet, og det er det, vi nu vil fokusere på,” siger Christian Lundgaard i en pressemeddelelse fra Arrow McLaren. 

Se highlights fra den 109. udgave af Indianapolis 500

Foto: Penske Entertainment / James Black