Det er efterhånden over fem måneder siden, at IndyCar sidst var i aktion. Denne weekend starter 2025-sæsonen af den amerikanske Formel-serie, hvor danskerne, Christian Lundgaard og Christian Rasmussen, er tilbage i bilerne.

Sæsonens første afdeling køres i Florida på St. Petersburg-bybanen. Firestone Grand Prix of St. Petersburg, som løbet officielt hedder, består af 100 omganges race med 27 biler til start.

Christian Rasmussen – #20, Ed Carpenter Racing

Christian Rasmussen kørte i 2024 sin debutsæson i IndyCar hos Ed Carpenter Racing, og fortsætter i år hos teamet. Han kører i bil #21, og har den erfarne top-kører, Alexander Rossi, som teamkammerat i bil #20.

”Fra vores side kan vi forhåbentlig se frem til et St. Petersburg-løb, hvor det burde være en del bedre end sidste år. Jeg har et års erfaring nu, hvilket gør en stor forskel, og forhåbentlig har jeg en bedre bil under mig, hvilket gør, at jeg tror, vi kan køre med om højere placeringer, end vi kunne sidste år generelt. Og St. Pete generelt, er altid et spændende løb. Første løb i sæsonen, og alle er ængstelige for at få en god start på sæsonen, hvilket gør, at tingene bliver lidt interessante i løbet,” fortæller Christian Rasmussen til DASU om weekendens kommende løb i Florida.

Foto: Chris Owens
Christian Lundgaard – #7, Arrow McLaren

Hos top-teamet Arrow McLaren finder man Christian Lundgaard i bil #7. 2025 bliver danskerens fjerde sæson i IndyCar, og i år bliver hans første sæson med Arrow McLaren-teamet efter tre sæsoner med Rahal Letterman Lanigan Racing. Lundgaard får to teamkammerater i år i det konkurrencedygtige team – Pato O’Ward i bil #5 og Nolan Siegel i bil #6. 

Foto: Chris Owens

Er du interesseret i at lære mere om IndyCar og de to danske køreres kommende sæson, så finder du alt, du skal vide – i artiklen her.

IndyCar kan ses på Viaplay og TV3 Sport og kan følges via livetiming

Både Christian Lundgaard og Christian Rasmussen er del af DASUs Team Danmark-samarbejde.

Tidsplan for IndyCar Firestone Grand Prix of St. Petersburg 2025 (dansk tid)

Fredag d. 28. februar

Practice 1: kl. 21:00

Lørdag d. 1. marts

Practice 2: kl. 16:00

Qualifications: kl. 20:30 

Søndag d. 2. marts

Race: kl. 18.00 

Foto: Joe Skibinski