Selvom flere af de danske deltagere i årets udgave af langdistanceklassikeren på Le Mans havde lovligt fravær, så var det stadig en ren stjerneparade af danske kørere, der satte hinanden og mediere stævne i Idrættens Hus.
DASU og netværket Racing for Denmark var værter ved et netværksmøde, hvor kørerne blev præsenteret og interviewet, og de fremmødte danske deltagere lagde ikke fingrene imellem: Der skal pokaler hjem til Danmark fra den franske, legendariske bane.
“Jeg har alt for mange niendepladser på Le Mans, men vi har et stærkt lineup i år med en stærk bronzekører (som deltagerne i GTE Am skal have, red.) – så kan vi komme igennem uden uheld, så tror jeg på et rigtigt, godt løb,” siger Michelle Gatting, der deler Ferrari #85 med Rahel Frey og Sarah Bovy.
Modstanderne i klassen tæller blandt andet den danske duo Mikkel Jensen og Frederik Schandorff, der sammen med Takeshi Kimura kører Ferrari #57.
“Vi har kørt lidt gokart og kendte lidt til hinanden, men heller ikke så godt, at Frederik er kommet med på bilen grundet mig – han er med på sine meritter. Vi skal sammen køre 18 timer, så et podie er ikke uden for rækkevidde for os,” siger Mikkel Jensen, der debuterer i den øverste klasse i FIA WEC for Peugeot senere på året.
For den nye teamkammerat Frederik Schandorff er Le Mans-debuten en drøm, der går i opfyldelse:
“Jeg har drømt om Le Mans, siden jeg var en lille dreng. Og vi er kommet godt ind på hinanden i teamet, så jeg håber, vi kan give Michelle kamp til stregen. Podiet er helt klart målet,” siger Schandorff og hentyder til Iron Dames-Ferrarien med den danske kvinde ombord.
Endnu en dansk debutant var også fløjet ind – fra Frankrig faktisk, hvor unge Oliver Rasmussen bor.
” Le Mans er det største, det mærker man også i Frankrig! Jeg har meget svært ved at sætte ord på mine forventninger, for vi er alle rookies på holdet,” siger Oliver Rasmussen, der valgte langdistancerace og prototyper som ny karrierevej efter to sæsoner i FIA Formula 3 Championship.
“Der var ikke rigtig flere gode sæder i Formel 3 i vinter, så jeg skiftede til endurance – og her er mit fulde fokus også, selvom jeg er kommet tilbage til Formel 3. Her er jeg dog afløser grundet sygdom og ved ikke rigtigt, hvor mange løb jeg skal køre i år,” siger Oliver Rasmussen, der kører i Jota-teamets #28 i LMP2-klassen.
Også i LMP2-klassen finder vi Årets Bilsportskører 2021, Nicklas Nielsen, der i år er skiftet fra GT-klassen til prototyper.
“Jeg fik en rigtig god mulighed sammen med Francois (Perrodo, red.) om at køre prototyper, og da Ferrari også arbejder sammen med Oreca, så var det et godt match for mig at køre i år. 2021 var et rigtigt godt år, som bliver svært at leve op til, men vi håber naturligvis på medvind på Le Mans, selvom det er en virkeligt hård klasse i år,” siger Nicklas Nielsen, der kører i AF Corses LMP2 med #83.
En af konkurrenterne bliver den efterhånden meget garvede David Heinemeier Hansson, der har deltaget og vundet i GT og kørt flere løb helt med fremme i LMP2 også. Danskeren tog dog en mere eller mindre ufrivillig pause.
“Jeg sagde i 2019, at det ville blive mit sidste Le Mans – foreløbigt, i hvert fald, men så kom pandemien og lagde det hele ned, og så trak det egentlig ikke i mig, når jeg så løbene blev kørt uden tilskuere. Det var som om det var rent virtuelt. Men så begyndte det lidt igen sidste år, og jeg fik en lidt sen aftale i stand med Inter Europol Competition, som er et nyt team, men med en god bemanding og en god stemning. Og jeg er kun med for at køre med om podiet, og det er det samme med Pietro Fittipaldi og Fabio Scherer, men med det felt der er i år, så har det aldrig været sværere,” siger DHH.
Også med til pressemødet var Malthe Jakobsen, der deltager i Road to Le Mans.
Morten Alstrup, den mangeårige danske banespeaker, redaktør af Autosport og meget mere, interviewede de fremmødte danske kørere, mens Bo Baltzer Nielsen, sportschef i DASU, satte ord på de deltagere, der ikke kunne være til stede i Idrættens Hus – for de flestes vedkommende da de forbereder sig til 24-timersløbet på Nürburgrings Nordschleife denne weekend.
Du kan se pressemødet på Facebook her og her.






















