Danske Georg Kelstrup leverede en vaskeægte sensation da han lørdag som rookie vandt det tredje af rundens løb i premieren på det åbne spanske F4-mesterskab på Spa-Francorchamp. Sejren kom i hus efter han på løbets sidste omgang avancerede fra P3 til P1 over stregen. Den danske dag blev ikke ringere af at Sebastian Øgaard kom i mål på tredjepladsen. Begge danskere scorede også points i de øvrige løb, og det samme gjorde løbets anden danske debutant Noah Degnbol, der scorede en femteplads i løb to, og P8 i løb tre.
Alt i alt en fremragende indsats af de tre unge danskere, der lover godt for de kommende løb.
Se mere om løbene og serien på f4spain.org
På samme bane havde også Bastian Buus sæsonpremiere. Det skete i første runde af mærkeklassen Porsche Carrera Cup Deutschland, og Bastian krydsede stregen som P8 i begge rundens løb. Læs mere og se løbene her.
Foto: F4 Spain



