VM i karting
Portimao i det sydlige Portugal har været omdrejningspunkt for international motorsport de sidste par uger, og den kommende weekend er ingen undtagelse.
På Kartodromo Internacional Do Algarve afvikles nemlig VM i klasserne OK og OK Junior med god dansk deltagelse.
I seniorklassen OK er Mikkel Højgaard Petersen, Rasmus Andersen, Sebastian Gravlund, Noah Degnbol og Alexander Hartvig til start, og i juniorkategorien er Jonathan Weywadt, Julius Dinesen, Frederik Lund, Tobias Clausen, Mathias Bjerre Jakobsen og August Therbo tilmeldt. Begivenhederne kan følges live på fiakarting.com
Flertallet af de danske deltagere deltog i weekenden i et opvarmningsløb på banen. Her blev Degnbol bedste dansker med en sjetteplads i finalen for OK.
GT4-finaler
Sidste afdeling af British GT4 Championship har dansker i hovedrollen i GT4. Patrik Matthiesen indtager sammen med britiske Jordan Collard inden finalen andenpladsen i den samlede stilling for GT4 i deres McLaren 570, kun få points efter de førende. Løbet køres på Silverstone.
Også på Oschersleben i Tyskland er der danskere i hovedrollen. Nicolaj Møller Madsen og hans tyske makker indtager ligeledes andenpladsen i ADAC GT4 Meisterschaft i deres Porsche, men her er der lidt længere op til de førende.
Bastian Buus debuterer i Carrera Cup
Bastian Buus har taget føringen i GT4 European Series. At en blot 17-årig rookie dominerer det benhårde mesterskab er noget, som har skabt opmærksomhed, og nu får racerkøreren fra Kolding mulighed for at bevise, om han også er i stand til at kæmpe mod de allerhurtigste, når han stiller op som gæstekører i sæsonens sidste afdeling af Porsche Carrera Cup Deutschland.
Det sker på Oschersleben-banen den 6.-8. november og kan følges på nettet her.



