Santander og McLaren har netop offentliggjort, at de forlænger samarbejdet med fem år. Santander blev sponsor hos McLaren i 2007, og har siden samarbejdet med det britiske team. Aftalen bæres fortsat af Jenson Button, som fortsat vil indgå i Santanders reklamekampagner i særligt England.

– Jeg er glad for at vi fortsætter samarbejdet med Santander, det er alle hos McLaren-Honda. Vi har haft et godt samarbejde indtil nu, og jeg ser frem til, at det fortsætter sådan. Jeg er først og fremmest racerkører, men jeg er også en passioneret cyklist. Derfor ser jeg frem til at gøre mere med Santander Cycles (Santanders lånecykel-service i London, red.), og til at opfordre endnu flere til at bruge det.

Aftalen kommer efter en række svære sæsoner for McLaren, der fortsat ikke har fundet en erstatning for titelsponsoren Vodafone, som ikke forlængede sin kontrakt efter 2013-sæsonen.
Senest har McLaren også mistet tre mangeårige sponsorer i form af Hugo Boss, Johnnie Walker og Tag-Heuer over de seneste par år. McLaren har dog landet en ny aftale med vinproducenten Chandon i 2016, ligesom samarbejdet med Hilton Worldwide er blevet forlænget for nylig.