I 2015 stod Tom Pedersen bag den nye topklasse i dansk motorsport, Danish Supertourisme Turbo. Og i 2016 udvider han igen forretningen.
Når Danmarks Hurtigste Biler bliver afviklet fra 2. til 5. juni 2016 på Vandel Flyveplads, så er det med Driftsforeningen Padborg Park som ejer af DHB.
Overtagelsen af DHB skete den 1. oktober i år, og det er nu Tom Pedersens driftsselskab og Motor Sport Sønderjylland, der ejer det populære koncept.
“Driftsforeningen Padborg Park og Motor Sport Sønderjylland har de visioner omkring DHB, at det fortsat skal være de unges forum. Der vil være masser af underholdning og fest og farver, men tilsat seriøs motorsport”, forklarede Holger Møller-Nielsen i forbindelse med overtagelsen.
Danmarks Hurtigste Bil findes på en 402 meter kort bane. Men Tom Pedersen arbejder på, at flyvepladsen i Vandel også kan laves om til en længere bane, hvor DST kan afvikle én af sine syv afdelingen i 2016-sæsonen.
“Det er muligt at indrette en bane, der bliver 1,8 kilometer lang, og supertourisme-racerne kan komme til at køre rigtig hurtigt”, forklarer Tom Pedersen.
Det er DASU, der skal godkende en helt ny racerbane på Vandel Flyveplads.
“Det anser jeg også for muligt. En bane på flyvepladsen er indrettet helt efter samme koncept som de bybaner, der køres på i Aarhus og København”, siger Tom Pedersen.
Driftsforeningen Padborg Park fik allerede i 2015-sæsonen gode erfaringen med at gøre et motorløb til en fest. Det skete med Night Race på en oplyst bane med tivoli i pitområdet og rockkoncert efter aftenens sidste løb.
Nu fortsætter festen i 2016. Night Race gentages på Padborg Park, og på Vandel inviteres der til noget af en motorsports-festival med både DHB og DST.
—
Med venlig hilsen / Kind regards
Claus Jansson
Ahlefeldtsgade 16
1359 København K.



