Siden det amerikanske F1-team Haas annoncerede den nuværende Lotus-kører Romain Grosjean som sit 2016-valg, har rygtebørsen kørt på højtryk om Lotus’ nye, ledige plads.
Skysports F1 har talt med Federico Gastaldi, deputy chief hos Lotus, som fortæller, at teamet fra Enstone i England efterhånden har en idé om, hvem den nye kører bliver.
Pastor Maldonado er allerede bekræftet som 2016-kører i Lotus, og derfor er der kun én plads tilbage – en plads, som tre kørere formentlig kæmper om. Kevin Magnussen står med McLaren’s seneste annoncering som kontraktløs, og må vurderes som værende i spil til sædet. Men også Lotus’ nuværende reservekører, Joylon Palmer, og Ferrari-testkører Jean-Eric Vergne nævnes som mulige bud.
De mulige kørere nævnes dog ikke af Gastaldi, men han siger følgende til Skysports:
– Som tiden går vil man altid komme nærmere noget i fremtiden, så ja, vi nærmer os en annoncering. Jeg vil sige, at vi kommer med noget snart. Vi vil ikke gå ind i, hvem det er, før vi annoncerer det. Men vi har afgjort talt med kørere, som har bevist deres værd, og vi har en god idé om, hvem det er, vi vil have i bilen.
Andre usikre emner i forhold til 2016 er fortsat Red Bull’s indsats, ligesom det heller ikke er afgjort, hvem der sidder i begge biler hos Manor. Haas mangler endnu at besætte sædet ved siden af Romain Grosjean, men her skulle Esteban Gutierrez være et godt bud på grund af Ferraris indflydelse i det amerikanske team.



