Mercedes Grand Prix har igen i denne weekend været ganske dominerende – til trods for den opdaterede motor, der måske kunne ændre lidt på styrkeforholdet forrest i feltet. Hele tiden har Lewis Hamilton været suveræn, men i kvalifikationen fik han kamp til stregen af hjemmebaneheltene fra Ferrari, som til sidst sikrede sig 2. og 3. startposition foran Nico Rosberg i den anden Mercedes.
Rosberg havde lidt udfordringer med fra FP3, hvor tekniske problemer hindrede hans nyeste udvikling af motoren. Det betød, at teamet i al hast måtte skifte til den ældre specifikation fra SPA, og dermed havde tyskeren lidt mindre effekt til rådighed end Lewis Hamilton.

Ferraris nyeste forbedringer så for det meste ud til at virke på Monza, for Hamilton tog pole position med 0,234 sekund ned til Kimi Raikkonen, der med blot 0,054 sekund slog Sebastian Vettel. Rosberg var yderligere en tiendedel efter de to Ferrarier.
På 5. og 6. pladsen finder vi Williams, hvor Felipe Massa var bedst i den interne duel, efterfulgt af flere Mercedes-motoriserede biler ved Sergio Perez, Romain Grosjean og Nico Hülkenberg. Top 10 afrundes af Marcus Ericsson fra Sauber.

Max Verstappen stod for dramatikken endnu en gang – forsinket af et motorskifte kom han for sent på banen til at sætte en tid – og da han endelig nåede ud på Monza, fløj hele motorcoveret af bilen.