Kevin Magnussen har haft et stormfuldt 2015, men nu føler han sig selv sikker på at der er lys forude, og at han vil være at finde på Formel 1 gridden igen fra 2016.
Den seneste uge har rygterne om hans fremtid hos McLaren taget til både hos danske og internationale medier, men endnu er intet bekræftet. McLaren mangler stadig at bekræfte sin kørerbesætning til næste år, hvilket kunne antyde at teamet overvejer hvorvidt de skal vælge Magnussen, eller den førende i GP2 mesterskabet Stoffel Vandorne til at erstatte Jenson Button – hvis de da ikke ender med at beholde Button et år mere.
Kevin selv er dog yderst optimistisk omkring sin F1 fremtid, og udtalte til F1i at han er blevet kontaktet af flere teams om et sæde for næste år.
“Jeg kan sige at andre Formel 1 teams har taget kontakt. Det er ingen hemmelighed. Så jeg tror jeg stadig har en fremtid i Formel 1”
“Man kan altid tale med folk. Ikke mange, men et par interessante teams. Jeg håber selvfølgelig at jeg kan fortsætte min karriere hos McLaren, men hvis det ikke er muligt må jeg fortsætte et andet sted.”
“Jeg er racerkører og jeg har brug for at køre. Det er det jeg gør. Det vil McLaren forstå og hjælpe mig med at fortsætte min karriere hvis der ikke er en plads ved dem. Så jeg føler mig temmelig positiv omkring min fremtid.”
“Jeg håber, hvis Formel 1 sædet ikke sker, at jeg får mulighed for at køre noget som Le Mans eller DTM eller Indycar næste år, men det fokuserer jeg ikke på lige nu. Jeg elsker racing, jeg elsker racing i hvad som helst faktisk, karts, hvad som helst, så det fortsætter jeg med. Men fokus er på Formel 1.”



