– Det er fedt at komme her som pensionist…

Sådan indledte Tom Kristensen sin snak i bror Jacobs telt hos K-Rejser fredag. Den nidobbelte vinder har nemlig sin første Le Mans-uge som “pensionist”, som han selv kalder det. En rolle, der faktisk falder ham helt fint til:

– Det er en meget anderledes, men fantastisk uge, det her. Jeg er grand marshal her i weekenden, og var blandt andet med til ACO’s store møde for alle de over 150 mand, der sørger for, at vi kan køre et sikkert race. Som aktiv kører er man altid klar over, at de er der, men man er aldrig klar over, hvor mange de er, og hvor meget de faktisk betyder. Det er svært at forstå, uden at have været til det møde, forklarer han og fortsætter:

– Og de fortalte en masse. Mange marshals her på Le Mans er med på både 2. og 3. generation, og det er jeg meget imponeret over, sagde han blandt andet til det talstærke fremmøde.

Glad for beslutning

Undervejs blev der også tid til at sætte lidt ord på det punktum, som Tom Kristensen sidste år satte for sin aktive karriere:
– Jeg er fortsat meget glad for mit valg, og alle de nye muligheder, det har givet mig. Jeg ser frem til et fantastisk race med masser af skarpe og kompetente kørere og teams i alle fire kategorier. Jeg synes virkelig, løbet ser spændende ud hele vejen, men det gør mig virkelig ondt, at Jan ikke kommer til start.

Pedellen

Med vanlig nordjysk humor havde Tom Kristensen også reflekteret lidt over den tilværelse, som de nu pensionerede Audi-kørere har med det tyske mærke. Derfor valgte han at invitere “Pedellen fra alderdomshjemmet”, bedre kendt som Rinaldo “Dindo” Capello. Italieneren har altid været en favorit blandt de danske fans, og han blev da også modtaget til stor hyldest på scenen:

– Det er et privilegie at være her. At besøge Jer er en af de ting, som jeg personligt allerbedst kan lide ved Le Mans. Faktisk, så spurgte jeg for nogle dage siden Tom, om vi ikke kunne tage forbi Jer her i dag. Mest fordi jeg elsker at være her, sagde italieneren.

Citaterne er fanget fra K-Camp (K-Rejsers lerj på Le Mans).