Sebastian Gravlund tager fra Circuit Paul Ricard med en flot fjerdeplads efter 4 Hours of Le Castellet-løbet samt en oprykning som firer i mesterskabet.

Anden afdeling af European Le Mans Series endte positivt for Sebastian Gravlund og Ultimate, som lagde alle kræfter i at øge niveauet og rykke op i mesterskabsstillingen i LMP3-klassen.

Med et løbsresultat lige uden for podiet og to placeringer længere fremme i mesterskabet siden første afdeling, må man sige, at det går den rette vej for bil nr. 35, som Gravlund deler med brasilianske Lucas Fecury og britiske Terrence Woodward.

“Jeg er glad og tilfreds med weekendens resultat. Vi kæmpede hårdt, og vi har som team fået bygget videre på optimering af bil og samarbejde, hvilket jo har vist sig at ende med en stærk fjerdeplads. Og så er det selvfølgelig rigtig dejligt, at vi nu er gået fra en sjetteplads til en fjerdeplads i mesterskabet – det går i den rigtige retning,” lyder det fra en positiv Sebastian Gravlund.

Foto: Arthur Chopin
Søndag blev firetimersløbet kørt, og forinden havde Gravlund til opgave at kvalificere bilen om lørdagen. Kvalifikationen forløb godt, og Sebastian Gravlund leverede et solidt stykke arbejde ved at køre LMP3-feltets femtehurtigste tid.

“At køre bilen ind på en P5 i kvalifikation, kan jeg se mig selv tilfreds med. Særligt fordi vi startede sæsonen ud med en del modvind. Vi har stadig en del at arbejde med, så en femteplads var det maksimale, jeg kunne presse bilen op på,” fortæller han.

Da løbsstarten gik opstod der dog udfordringer, da Woodward, bilens bronzekører, var uheldig og var indblandet i tumult i starten. Det satte dem en del tilbage, og det betød, at der skulle kæmpes hårdt for at komme stærkt igen.

Efter to timer blev Fecury sat i bilen, og her formåede brasilianeren at opretholde et stabilt niveau, inden det var Sebastian Gravlunds tur til at overtage bilen i løbets afgørende time.

“Da jeg kom i bilen med en time tilbage, var jeg fuldt fokuseret på at køre godt og sikkert i mål. Jeg kørte et stabilt stint med konstant fremgang. Under hele løbet havde teamet desuden været enormt kloge på den strategimæssige del, og vi kan være tilfredse med en fjerdeplads,” siger Sebastian Gravlund.

Om to måneder køres tredje afdelingen af European Le Mans Seriens, hvilket foregår i Italien på Imola-banen. For Sebastian Gravlunds vedkommende skal tiden forinden bruges på forberedelse med en målsætning om at opnå endnu bedre resultat i Imola.

Foto: Arthur Chopin