Der vil være hele tre danskere i denne weekend, når sidste løb i ADAC GT Masters køres på Hockenheim.

Christoffer Nygaard og Kristian Poulsen er som sædvanligt at finde bag rattet i deres Aston Martin fra Young Driver AMR-teamet. Men også Nicki Thiim vil deltage i weekendens to løb på Hockenheim. Hele 36 biler er meldt til start, så det er som vanligt et stort felt i ADAC GT Masters.

Nicki Thiim har tidligere på sæsonen kørt for Frogreen i en Porsche 911 GT3 R. Til weekendens løb stiller han op for Team GT3 Kasko ligeledes i en Porsche GT3 R. Den hurtige sønderjyde har markeret sig stærkt i år både i Porsche Super Cup og Carrera Cup Deutschland. Til weekendens løb bliver Nicki Thiim dog sat sammen med hobby-køreren Georg Engelhardt, så helt i front skal vi nok ikke regne med at se Team Kasko-Porschen. Thiim har dog imponeret ved sin tidligere optræden i ADAC GT Masters, hvor der blev kørt 15 konkurrenter ind under hans stint.

Hos Young Driver AMR-teamet er det især Kristian Poulsen, der har noget at køre for i weekenden. Han ligger nummer to i mesterskabet for amatører – og har muligheden for at tage mesterskabet. Han er dog før weekendens to løb 24 point efter den førende Swen Dolenc, men en sejr giver 25 point, så der er i alt 50 point at kæmpe om i weekenden. Muligheden for at tage mesterskabet er altså ikke kun teoretisk, selvom Poulsen er afhængig af Dolencs placeringer, såfremt danskere slutter foran tyskeren i de to løb.

I det samlede mesterskab er der syv kørere indenfor 18 point, så der vil blive kæmpet til det sidste, for at nå titlen som vinder af årets ADAC GT Masters.

Weekendens vejr omkring Hockenheim ser ud til at blive overskyet, men prognoserne viser der er stor sandsynlighed for det holder tørt. Og lige over 20 grader.

Fredag formiddag og ved middagstid afholdes der frie træninger, og 15:45 køres deres kvalifikation til begge weekendens løb. De to løb afholdes henholdsvis lørdag og søndag klokken 12:30, og er af en times varighed.

Fotoet er fra Hockenheim 2011.