Nicki Thiim fik en god start, da han allerede i første sving kom forbi Jeroen Bleekemolen i første sving og overtog føringen fra Black Falcons #1. Senere kom også Claudia Hürtgen forbi sidste års vinderbil. Nicki Thiim fik problemer med overstyring omkring omgang 10, og Claudia Hürtgen i BMW #24 kom forbi danskeren. Senere gled Nicki Thiim længere tilbage, og der var en mindre motorbrand – det viser sig at der er enten en olie- eller brændstoflæk på bilen, og den er derfor i pit nu.

Helt i front er der rigtig tæt kamp om førstepladsen – de første tre biler inden for et halvt sekund. Efter en time fører Bleekemolen i Mercedes #1 foran Darren Turner i Aston Martin #15Claudia Hürtgen i BMW #24.

HM Motorsport #97 med den danske trio to gange Hansen og Hagedorn har taget føringen i A2-klassen og holder sig i top50 med deres Citroen.

LV Motorsport i #51 med de fire danskere Donnerstag, Holden, Larsen, Raldorf og lokale Bashar Mardini har fået deres bil klar i løbet af natten. De kravler opad i feltet, og er nu nummer fem i deres klasse og i top50 samlet.

Perfection Racing var ganske tilfredse med deres kvalifikation i går, og ser frem til at mørket falder over banen i Dubai.

– Jeg synes, det er gået ok. Vi mangler en masse tid i forhold til dem, der er nummer 1,2 og 3, men lad os nu se. I den træning vi havde i nat, var de tider, som Frank Montecalvo og jeg kørte, faktisk nogle af de hurtigste på et tidspunkt, så jeg tror, at vi er hurtige nok alligevel, udtalte Kim Holmgaard efter kvalifikationen om forventningerne til natten i 24-timers løbet i Dubai.

Top 5 efter én time af 24H Dubai:

1. Mercedes #1 – Jeroen Bleekemolen.

2. Aston Martin #15 – Darren Turner.

3. BMW #24 – Claudia Hürtgen.

4. Ferrari #16 – Lorenzo Carvalho

5. Mercedes #2 – Andreas Simonsen.

Kort efter der var kørt én time blev der givet Code-60 på grund af et uheld på banen – det bruges i stedet for safety car. Bilerne skal sænke tempoet betragteligt, så pitstop-strategi kommer til at spille en stor rolle, og kan være med til at der ændres på stillingen i toppen af feltet.

Danskernes placeringer:

35. Porsche #46 – Roland Poulsen, P3 i 997-klassen.

43. Porsche #51 – Donnerstag, Holden, Larsen og Raldorf, P5 i 997-klassen.

50. Citroen #97 – JH Hansen, Hagedorn og JE Hansen, P1 i A2-klassen.

51. Aston Martin #145 – Jan Andersen, P8 i SP3-klassen.

53. Aston Martin #151 – Kim Holmgaard, P9 i SP3-klassen.

70. Renault Clio #104 – Martin Gøtsche, P9 i A2-klassen.

79. Porsche #26 – Nicki Thiim, P14 i A6-klassen.