McLaren-Honda får en ny test- og udviklingskører i form af japaneren Nobuharu Matsushita. Japanerens fokus bliver at hjælpe med simulator-arbejdet i Woking, ligesom han skal være med til at bygge på det arbejde, som teamets løbskørere, Jenson Button og Fernando Alonso, i forvejen udfører.
Sideløbende kører Nobuharu Matsushita også GP2 – en serie, han håber at kunne være en seriøs titelkandidat til med Team ART:
– Jeg er ekstatisk over at kunne blive en del af McLaren-Honda. At komme ind i Formel 1-verdenen er en opfyldelse af min livslange drøm, og ikke mindst et kæmpe skridt frem i min karriere. Jeg vil gøre mit ypperste for at hjælpe teamet på banen, ved i simulatoren at samle data til udviklingen og setuppet af bilen, siger Nobuharu Matsushita.
– Sidste års GP2-sæson var en stejl indlæringskurve for mig. Det var mit første år i Europa, og jeg drog masser af nytte af træningen fra Hondas young driver-program. Mit fokus i 2016 er at vinde GP2-mesterskabet. Jeg mener, at jeg har den bedst mulige pakke til at opfylde målet, der i sidste ende er at blive Formel 1-kører.
Racing Director Eric Boullier tilføjer:
– Nobus første sæson i Europa viste meget lovende takter. Han leverede nogle imponerende løb, og med endnu mere erfaring vil han afgjort kunne bygge videre på det potentiale i år. Hans position hos McLaren-Honda bliver enormt vigtig, for han vil spille en nøglerolle i at optimere vores performance gennem 2016.