De to unge BMW-kørere Kasper Jensen og Joachim Stephansen havde begge gode weekender på Padborg Park.
E46-køreren Kasper Jensen og JM Racing kørte sig til en gentagelse af deres bedste finaleresultat i 2009 med en generel ottendeplads og en andenplads i DTC Cuppen.
Aalborgenseren fik dog ikke den allerbedste begyndelse på andet løb.
– Jeg slipper udenom det hektiske uheld i heat et, og jeg kører en syver hjem og dermed en andenplads til startopstillingen til heat to, siger Kasper Jensen i en pressemeddelelse.
– Jeg får en fornuftig start på ydersiden i feltet til dette heat, men så får jeg et hug i Citroën-kurven, så jeg taber en hel del placeringer. Midtvejs inde i løbet forsøger jeg at lave en overhaling på en konkurrent, men han ville ikke helt give den plads, der skal til, så vi rammer hinanden. Jeg bøjer en spindel og måtte derfor udgå.
– Vi fik repareret og sporet bilen rimeligt ind til heat tre, men den kører ikke helt godt, så egentlig er jeg ret godt tilfreds med det resultat, jeg får i heat tre, slutter Kasper Jensen.
Stephansen med på podiet
Kasper Jensens Cup-konkurrent Joachim Stephansen, der kører i den nyere BMW 320si E90, havde for første gang denne sæson haft mulighed for at forberede sig optimalt til weekendens løb. En testdag op til Padborg Super Prix resulterede i det bedste finaleresultat for den unge DTC-kører.
– I finalen kom jeg endelig på podiet i privat cuppen, og det var virkelig en forløsning, siger Joachim Stephansen, som i de foregående DTC-afdelinger lige præcist er sluttet udenfor top tre blandt privatkørerne.
– Det har været min bedste weekend. Ikke nok med at komme på podiet, men det var også godt, at farten var ved at være der, og jeg er konkurrencedygtig med de andre BMW’er, så det har været en positiv weekend. Jeg har lært at lave nogle overhalinger og klare presset.
Også i det generelle resultat formåede Joachim Stephansen at være med fremme. I konkurrence med profferne blev det til en sjetteplads i det første løb efterfulgt af to niendepladser.
– Vi har arbejdet meget på opsætningen af bilen. Det er en kamp for at følge med forhjulstrækkerne i klassen, så vi kæmper og kæmper for at finde det, der skal til. Jeg prøver nogle andre ting end John, for vi har ikke den samme kørestil. Det har vist sig, at det går bedre, når jeg prøver noget andet.
Fotos: Anders Molin, Jeppe Rimmen