Svenske Tomas Engström kommer ikke til start i Gøteborg, når anden afdeling af Scandinavian Touring Car Cup afvikles lørdag. Det står klart, efter Hartmann Honda Racing i går onsdag fortalte Racemag, at de ikke stiller til start.

– Jeg fik det at vide i dag (onsdag). Hvis beskeden var kommet tidligere, så havde vi kunnet starte vores egen bil op, men nu er der for lidt tid. Gøteborgbanen er så speciel, at det er meningsløst at sætte noget hurtigt sammen. I Gøteborg skal man kunne stole 100 % på materiellet, siger Tomas Engström til svenske STCC’s hjemmeside.

Netop Honda Accorden vandt i sidste års afdeling af STCC med Tomas Engström bag rattet, så der var lagt i kakkelovnen til revanche for første afdeling på FDM Jyllandsringen.

– Hondaen har jo gået fantastisk godt i Gøteborg, og med det nye vægtsystem ville det blive rigtigt interessant. Sidste år var vi tungere end Volvoerne, men vi vandt alligevel, i år havde vi været lettere end Volvo. Men nu er det, som det er, siger han videre.

Tomas Engström kommer næste gang i aktion igen i den svenske Camaro Cup på Falkenberg den 9. og 10. juli. Herefter skulle svenskeren gerne køre ETCC på Salzburgring i slutningen af juli.

Foto: fiaetcc.com