Tom Kristensen var tydeligt skuffet, da Audi Sport Team Joest måtte trække R18 TDI #2 ud af Petit Le Mans 2011.

Efter to gange sammenstød med GT-biler, var det enden for Audien med danske Tom Kristensen, Allan McNish og Dindo Capello.

Tom Kristensen selv sad bag rattet ved første sammenstød, der kostede en ødelagt fælg, punktering og beskadiget frontparti.

Det næste sammenstød var dog af den mere afgørende slags, da Allan McNish snittede en LMP2-racer og bremsede op, blev han ramt bagfra af en af GT-racerne. Det kostede en snurretur og skader på bagpartiet, heriblandt koblingen.

Bilen blev endeligt trukket ud af løbet efter en times reparationer i paddock, da styretøjet også var beskadiget.

– Jeg er ekstremt skuffet. Jeg er særligt ked af det for alle i Audi-teamet, som arbejdede utroligt hårdt. Vi havde en del uheld i begyndelsen, hvilket kostede os noget tid. Udskiftningen af koblingen ramte os særligt hårdt. Mekanikerne gjorde det godt, men det forblev ubelønnet. Jeg tror det må have fantastisk at se løbet, særligt over længere perioder. Men nogle af uheldene  var lidt for meget for mit vedkommende. Vi må overveje, hvad vi kan forbedre her fremover, siger Tom K i en pressemeddelelse.