14 starter, otte sejre. Sådan lyder den foreløbige statistik for den danske Le Mans-legende Tom Kristensen, inden starten går på det 79. 24 Heures du Mans lørdag.

De foreløbige tegn tyder på tæt løb mellem ærkerivalerne Peugeot Sport og Kristensen Audi-mandskab, og Tom K har revanche til gode for uheldet i løbet 2010, hvor en misforståelse mellem ham og Andy Priaulx i GT2-BMW kostede mulighederne for at køre med om sejren.

– Le Mans er hvert år det vigtigste løb i kalenderen, og hvert år er målet for Audi også det samme: Det handler om sejren. Med den nye Audi R18 TDI bliver det garanteret endnu en spændende udgave af denne klassiker, siger Tom Kristensen om dette års udgave.

Forberedelserne med den nye Audi R18 TDI tæller fra private tests til løbsindsats i ILMC på Spa-Francorchamps, hvor indtrykket med den nye bil er mere end positivt.

– Hver uge, vi har kørt med den nye bil, har vi kunnet forbedre noget. Testene er gået rigtig godt, hvilket giver os en god fornemmelse til løbet. Audi Sport har ydet et stort stykke arbejde. Nu er det op til teamet og os kørere om at få noget ud af det i løbet, siger han og ser tilbage på 2010-udgaven.

– En lille misforståelse satte os ud af kampen om sejren sidste år. I år ønsker vi os et fejlfrit løb. Vi er klar til at give alt, slutter Tom K.

Læs alt om Le Mans på Racemag – klik her

Foto: Audi Sport