Først ind, så ud. A1GP-løbet i Mexico City har levet en omtumlet tilværelse. Efter lang tids venten blev banen godkendt til A1GP, men nu er løbet aflyst. Den verserende svineinfluenza er årsagen, og arrangørerne har været nødt til at aflyse løbet efter råd fra det engelske udenrigsministerium.
– Det er en underdrivelse at sige, at vi er skuffede over at skulle træffe denne beslutning, siger A1GP’s Tony Teixeira.
– Da nyheden om sundhedsproblemer kom frem i sidste uge, holdt vi os opdaterede med de nyeste oplysninger. Det stod dog hurtigt klart, at dette ikke var en isoleret risiko, og da udenrigsministeriet gav deres anbefalinger, og WHO alarmerede om risikoen for en pandemi, tog vi beslutningen, siger Teixeira videre af hensyn til fans og alle dem, der arbejder i A1GP.
I stedet vil A1GP-organisationen koncentrere sig om finalen denne weekend på Brands Hatch, hvorefter forberedelserne til seriens femte sæson går i gang.
A1Team Switzerland, A1 Team Ireland og A1 Team Portugal kan alle stadig vinde titlen.
Foto: A1GP