I den kommende weekend gælder det Danmarksmesterskabet i gokart talentklasserne KF3, KF2 og Kz2. Det bliver kampen om den danske ære, som der i år skal køres om, på den lille bane i Rødby på Lolland. Mange af kørerne er vendt hjem fra udlandet, hvor de blandt andet ligger og kører med om henholdsvis Belgisk Mesterskab, Tysk Mesterskab, Europamesterskab og ikke mindst Verdensmesterskabet i gokart.
En af de mange stor-talenter er unge Jacob Nørtoft fra Vemmelev. Forrige weekend var Jacob på banen i Rødby for at træne til weekendens løb, og med en masse gode tests, har teamet bag Jacob fundet frem til et godt udgangspunkt til weekenden race. Målet er intet ringere end: At vinde.
Nørtoft der sidste år blev nummer to i danmarksmesterskabet, stræber i år helt klar efter at få guldet med hjem.
– Min mavefornemmelse er rigtig god, og det eneste der betyder noget er en sejr. Alt andet er sekundært! Fortæller en race-klar Jacob Nørtoft til racemag.dk.
Indtil videre har Jacobs gokart-sæson været i top. Han er for nylig hjemvendt efter EM-kvalifikationen i Genk, Belgien hvor han gik videre til Europamesterskabet som køres i Frankrig – Essay d. 1. August. Det blev også til en helt kanon sejr i første afdeling af den Danske Super Kart, som blev kørt for et par uger siden i Nordjylland.
Efter Danmarksmesterskabet har unge Nørtoft to ugers pause, hvorefter det så gælder anden afdeling af det Tyske Mesterskab på Wackersdorf.