Nico Rosberg tog i det malaysiske grand prix sin tredje podieplads i karrieren, men en vigtig første podieplacering for Mercedes GP Petronas-teamet. Tredjepladsen kom i hus efter en startplacering som nummer to, hvilket i øvrigt var tyskerens første besøg i forreste række.
Men det var ikke uden besvær, at podieplaceringen og de gode point kom i hus. Rosberg kæmpede undervejs med både Robert Kubica og en gang dårlig mave.
– Det er et fantastisk resultat i dag, at vi opnår vores teams første podieplacering i hjemmebaneracet for vores hovedsponsor Petronas. Det er begyndelsen på resultaterne af vores hårde arbejde. Det er skønt, at være oppe på podiet igen og at få så meget support fra de malaysiske fans her, siger Nico Rosberg om tredjepladsen.
– Min start gik slet ikke godt i dag, da jeg fik for meget hjulspin, og da jeg så var på tredjepladsen vidste jeg, at det ville være svært at følge de førende. Jeg kæmpede lidt med option-dækkene i første stint, hvilket lod Robert holde sig tæt på mig, men da vi skiftede til prime-dækkene, så var jeg helt komfortabel og kunne køre tredjepladsen hjem. Det er fantastisk og en stærk weekend for os. Vi er ikke helt der, hvor vi gerne vil være endnu, så vi skal pushe, men jeg er sikker på, at vi snart når dertil, siger Rosberg i en pressemeddelelse.
Den unge tyskers nærmest legendariske teamkammerat fik ikke meget ud af anstrengelserne i dag. Fra en sjetteplads måtte Schumacher trække til siden efter ti omgange med et problem med hjulbolten på venstre baghjul.
– Det var en skam, at jeg ikke kunne køre løbet færdigt, men desværre mistede jeg hjulbolten på venstre baghjul. Bilen blev pludselig meget ustabil i sving seks, og jeg kunne knapt styre og havde ikke noget kraft. Jeg troede til at begynde med, at det var noget med ophænget, men efter jeg stoppede og fik kigget på det, var det tydeligt, at der manglede en bolt. Det er noget meget usædvanligt, og vi har aldrig haft problemet under tests, så det skal vi undersøge nærmere, siger Schumacher, der efter tredje grand prix er på 10. pladsen med ni point.
Foto: Mercedes GP Petronas



