Williams’ Nico Rosberg startede som sekser og var sekser i mål i Monacos Grand Prix. En lidt konservativ strategi og de manglende overhalingsmuligheder gjorde det svært for teamet at avancere.
– Jeg skal være glad for sjettepladsen, mere var bare ikke muligt, og vi gjorde hvad vi kunne under omstændighederne, siger Nico Rosberg.
– Det var en god start, hvor der skete en masse, men jeg kom godt igennem de første omgange, og det gav mig et godt udgangspunkt for den tidlige fase af løbet. Vi kørte et langt midterste stint på de hårde dæk, da vi var bekymrede for holdbarheden af de blødere option-dæk, men de lod til at holde langt bedre end ventet i det sidste stint – måske pga. det gummi, der var kørt i banen tidligere i løbet, siger Rosberg.
Teamkammerat Kazuki Nakajima måtte igen parkere bilen før tid – denne gang som et af ofrene for Monacos barrierer.
– Starten og første del af løbet gik godt for mig, men så blev det frustrerende, da jeg altid bliver fanget i trafik ud af pitlane, reagerer på blå flag og så mister placeringer til dem, der kører med et-stop-strategi, siger Kazuki Nakajima.
– Til slut var det skuffende. Jeg var på option-dækkene og pushede måske for hårdt, da jeg havde mit uheld tæt på mål, men i det mindste havde jeg en god fornemmelse med bilen i dag, slutter Nakajima.
Foto: Andrew Ferraro/LAT Photografic