Det blev den 18årige rookie Alexander Rossi, der løb med sejren i dagens sprintløb for Formula Master på den tjekkiske bane, Brno. Den unge amerikaner havde til weekendens løb skiiftet til det tjekkiske team ISR. Dette viste sig at give pote, da han i eftermiddag blev hyldet, på toppen af podiet til lyden af ”The Star-Spangled Banner”.

Rossi tog allerede på første omgang føringen fra Jenzer motorsports Nicolas Maulini, og kørte derefter sejren sikkert i hus. Rossi fik dermed sin første sejr i Formula Master serien, og blev ligeledes den første amerikaner til at vinde en afdeling.
Rossi har kørt de andre afdelinger for Hitech Junior teamet. Samme team som danske Kasper Andersen i denne weekenden kørte de sidste kilometer i kroppen, inden det næste weekend går løs med Formula Superleague for FC Midtjylland.

Det lykkedes ikke for danske Kasper Andersen, at følge op på den helt store triumf fra Valencia, men han viste alligevel god speed i dagens løb. Faktisk kørte Kasper Andersen rigtig gode omgangstider løbet igennem, og det lykkedes ham også at holde den ellers så suveræne og mesterskabsførende  Fabio Leimer bag sig. Faktisk overhalede Andersen den schweiziske favorit få omgange inde i løbet, og det blev aldrig nødvendigt at finde de brede defensive linjer frem. Fabio Leimer startede nede fra 8. position, idet han vandt lørdagens hovedløb. De første 8 bytter nemlig plads efter resultatet af race 1.

Den unge nordmand Pål Varhaug gennemførte desværre ikke dagens løb. Han havde ellers scoret point i alle heat inden han kom til Brno. Stillingen er dog uændret helt oppe foran, hvor det stadigt er Fabio Leimer, der fører an foran den unge rookie Pål Varhaug.

Kasper Andersens fokus bliver nu flyttet til Superleague Formula, og turen går til Frankrig, hvor første afdeling bliver kørt på Magny Course banen. Her på siden vil vi følge Superleague Formula på tæt hold, og ønsker Kasper Andersen og FC Midtjylland held og lykke med den kommende sæson.