Bedre sent end aldrig har sjældent været mere passende end nu. Få dage før 2010-sæsonen sparkes i gang har DASUs Ordens- og Amatørudvalg afsagt den endelige kendelse i sagen om Per Poulsens straf fra Sensommerløbet sidste år på Ring Djursland. Det skriver dtc-net i dag.

Dermed er Jens Møller alligevel samlet vinder af DTC Cuppen 2009. Sagen tog sin begyndelse, da den daværende Hartmann Honda Racing-kører blev idømt gult kort og tillæg på op til seks startpladser til det første kvalifikationsheat ved DM-Finalen.
 
Dén straf appellerede Per Poulsen til Dansk Automobil Sports Unions Ordens- og Amatørudvalg, som afviste at behandle sagen. Sagen kom herefter videre til Danmarks Idræts Forbunds appeludvalg, hvilket gav køreren opsættende virkning på placeringsstraffen til DM-Finalen.
 
Tidligere har DIF afvist appellen, og DASUs udvalg har nu behandlet den opsættende virkning – det har fået konsekvensen, at Per Poulsen er udelukket fra DM-Finalen sidste år.
 
Udelukkelsen får ikke betydning for andre kørere end Per Poulsen og Jens Møller i DTC Cuppen, mens Jason Watt og Jens Møller profiterer i DTC-stillingen. Ree Sport og Hartmann Honda Racing bytter ligeledes placering i teammesterskabet.
 
Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk