Team Essex har denne weekend været på Le Mans-banen i den kortere Bugatti-udgave for at forberede sig til Le Mans i juni. Ud over at sammenkøre teamet inden Porsche-mandskabet kastes ud i de 24 timers race, har formålet med testen også været at lade Kristian Poulsen vænne sig til at køre sportsvogne.

Den tidligere rally- og DTC-kører har ikke tidligere kørt denne type biler med masser af downforce. Men testen på Bugatti-banen har fået smilet frem på Poulsens ansigt.

– Det er den bedste oplevelse, jeg nogensinde har haft i en bil, siger Kristian Poulsen efter testen.

– Det er overhovedet ikke som jeg havde forestillet mig – fantastisk! Teamet er meget professionelt, alle ved hvad de skal gøre – så alt jeg skal bekymre mig om, er at køre bilen, siger Kristian Poulsen på sin blog.

Til testen deltog 14 teams fra LMP1, LMP2, GT2 og den nye sportsvognsklasse Formula Le Mans.

kristan_poulsen_bugatti_test
Team Essex kørte hurtigste tid blandt de tre tilstedeværende LMP2-teams. Kristian Poulsen deler Essex-Spyderen med Casper Elgaard og Emmanuel Collard.

WTCC-køreren er efter testen allerede på vej mod næste opgave – WTCC’s tredje afdeling på den nye bybane i Marrakech, Marokko. Her kører WTCC for første gang på den nyanlagte bane i weekenden den 2. og 3. maj.

Også danske Allan Simonsen var til stede til testen sammen med teamkollega Dominik Farnbacher. Parret satte hurtigste tid blandt GT2-kørerne.

Foto: Le Mans Series