For det skotske stjerneskud, der er tidligere mester i Euroseries F3 og de sidste tre år har kørt DTM for Mercedes-Benz, er testen med Force India et stort skridt i retningen af en karriere i Formel 1.
Den 23-årige skotte, der blev treer i 2009-udgaven af DTM, har arbejdet hårdt siden han for en måned siden fik stillet i udsigt, at han skulle teste for Force India i Jerez.
– Jeg er lykkelig over at kunne teste med Force India. Det er noget tid siden, jeg sidst testede en F1, men jeg har arbejdet hårdt i simulatoren og givet alt jeg har i DTM, så jeg er sikker på, at jeg vil være oppe i fart hurtigt, siger Paul di Resta om muligheden for at skifte sin Mercedes-Benz DTM-racer ud med Force Indias VJM02.
– Det er en spændende mulighed for mig, da F1 altid har været min drøm, og jeg føler, at dette tager mig et skridt nærmere opfyldelsen. Jeg er realistisk om, at jeg har masser at bevise, og at jeg behøver mere erfaring med bilerne og F1-verdenen før jeg får et permanent sæde, men dette er blot begyndelsen på hvad jeg håber vil være en meget lys fremtid med Force India, siger Paul di Resta.
Paul di Resta debuterede i DTM i 2007 i en to år gammel Mercedes. Da blev han femmer i den samlede stilling. 2008 blev han forfremmet og endte i en ny DTM-racer som toer i stillingen.
Di Resta har tidligere testet for McLaren-Mercedes, senest i 2008. Di Resta kommer fra en skotsk klan af racerkørere – mest kendte er de to fætre Dario og Marino Franchitti.
Foto:DTM.com