Der var ikke mange P-WRC kørere, som havde taget turen til Japan. Men de, som var der, var klar over, at her var en chance for mange gode point til mesterskabet. Og det udnyttede Patrik Flodin (billedet) bedst ved både at tage sejren og føringen i mesterskabet.
Fra starten var det japaneren, Toshihiro Arai, som lagde sig i spidsen for sit hjemlands rally, men det varede ikke længe, for midt på fredagen fejlbedømte han en strækning med 3 hop lige efter hinanden og hans Subaru blev sendt ud imellem træerne. Både Arai og hans andenkører slap uskadte, men bilen kom ikke længere.
Herefter arvede Flodin føringen og samtidigt gik pusten så at sige ud af rallyet. Efter fredagens prøver førte Flodin med omkring 2 minutter foran new zealandske Hayden Paddon og begge udtrykte, at de ville være meget tilfredse med at holde placeringerne til mål. Da Paddon havde et forspring på 6 minutter ned til Paulo Nobre på 3. pladsen, så var det ganske klart, at de sidste to dage ikke ville byde på nogle større satsninger.
Det kom til at holde stik. De to førende tilbragte lørdag og søndag med lige akkurat at køre hurtigt nok og så ellers sørge for at undgå dumme uheld. En disciplin, som ofte har vist sig at være vanskelig og som især Flodin ikke rigtigt brød sig om. Ikke desto mindre holdt de begge deres positioner og dermed er det nu Flodin, som fører P-WRC mesterskabet, mens Paddon er på 3. pladsen, men ikke langt bagefter.
Imellem de to finder vi Armindo Araujo og pointstillingen er nu sådan, at det bliver imellem de tre at årets P-WRC mester skal findes. Ingen andre kan samle point nok – men hvem af de tre, som trækker det længste strå er til gengæld et åbent spørgsmål.
Foto:
Resultat:
1: Patrik Flodin (S)/Göran Bergsten (S) – Subaru Impreza
2: Hayden Paddon (NZ)/John Kennard (NZ) – Mitsubishi Lancer Evo X (+2:45,8)
3: Gianluca Linari (I)/Massimo Salvucci (I) – Subrau Impreza WRX STi (+15:06,8)
4: Kyosuke Kamata (J)/Takumi Takahashi (J) – Mitsubishi Lancer Evo IX (+17:10,3)
5: Rui Wang (CN)/Yiping Chen (CN) – Subaru Impreza WRX STi (+21:59,5)
6: Reijo Muhonen (FIN)/Miika Teiskonen (FIN) – Mitsubishi Lancer Evo X (+1:08:45,0)
VM-stilling:
1: Patrik Flodin (S) – 90
2: Armindo Araujo (P) – 83
3: Hayden Paddon (NZ) – 76
4: Gianluca Linari (I) – 41
5: Toshihiro Arai (J) – 38
6: Ott Tanak (EST) – 35
7: Anders Gröndal (N) – 30
8: Nick Georgiou (GB) – 22
9: Reijo Muhonen (FIN) – 22
10: Emma Gilmour (NZ) – 18