Selvom det var op ad bakke for Michel Nykjær i WTCC på Oschersleben, så er det samlede indtyk i Perfection Racing godt.
I første løb kæmpede Michel Nykjær med Marin Colak, der modsat Nykjær havde en rigtig god kvalifikation og var startet som toer efter polesitter Gabriele Tarquini.
Nykjær kunne gå forbi Colak ude videre problemer, men kort efter gik det skævt for sydsjællænderen.
– Jeg er lige kommet forbi Colak og da jeg så gearer ned til det næste sving begynder bilen at ryste helt vildt. Den bliver ved, så jeg tænker straks, at der er brækket noget og jeg trækker ud til siden og fortsætter forsigtigt tilbage til pitten, siger Michel Nykjær til teamets hjemmeside.
Til andet løb skulle Nykjær starte som nummer 20, men uvisheden om hvordan bilen opførte sig gav nogen usikkerhed før start.
– Jeg var jo lidt spændt. Jeg sad bare i bilen, mens de arbejdede som gale underneden. Men de gjorde en fantastisk indsats og det var aller tiders at det lykkedes at komme ud på gridden. Bilen kørte også udmærket, så nu kunne jeg se frem til noget race igen, siger Michel Nykjær.
I starten mistede Nykjær nogle placeringer,, men lå længe bag Felix Portiero på en 18. plads blandt 24 fuldførende. Teamchef Kent Bo Steffensen synes resultatet er fuldt godkendt, problemerne og vejret taget i betragning:
– Det har været op ad bakke hernede. Vi har haft omskifteligt vejr, som gjorde det svært at køre sig ind på banen, vi røg ud i en kvalifikation, hvor regnvejret ikke var vores ven og vi blev ramt af et teknisk uheld på et tidspunkt, hvor vi lå godt placeret midt i feltet. Jo, det har været svært, men alligevel gav vi aldrig op, siger Kent Bo Steffensen til teamets hjemmeide.
– Det var fantastisk godt kæmpet at vi fik bilen ud igen efter første heat. Det var godt kørt af Michel, som leverede tiderne, når mulighederne var til det. Og frem for alt, synes jeg at hele holdet har bevist, at de er berettigede til at være med i WTCC. Vi møder stærk modstand hernede, ja, men vi tager også udfordringen op og kæmper videre. Vi har lært en masse nyt i denne week-end og vi vil gerne afsted igen og lære endnu mere, slutter han.
Foto: fiawtcc.com