Christoffer Nygaard kører denne weekend FIA GT3-mesterskabet på Silverstone. Lyngby-køreren stiller op for Fischer Racing, som han også kører for i ADAC GT Masters. FIA GT3 svarer til et europæisk mesterskab for biler i GT3-klassen.

Efter gode pointplaceringer i den Ford GT, han i den tyske serie deler med Walter Lechner jr., venter der nu nye udfordringer for Nygaard.

– Jeg har aldrig været på Silverstone før, men man kender den jo som en hurtig bane fra Formel 1, og jeg tror, at vi har en god bil til det, siger Christoffer Nygaard.

I forhold til sæsonåbningen i ADAC GT Masters er det ikke kun racerbanen, som bliver anderledes for Christoffer Nygaard ved weekendens løb. Ford GT-modellen er af FIA blevet pålagt 30 kilo ekstra vægt.

– Den vægt, vi kommer til at køre med, er faktisk den samme vægt, som vi kørte med ved løbet på Oschersleben, så det tror jeg ikke bliver noget problem. Til gengæld får vi nogle blødere dæk, som er anderledes end dem, vi kørte med i GT Masters, og dem glæder jeg mig virkelig til at prøve, siger Christoffer Nygaard.

Til løbet på Silverstone skal Nygaard dele bilen med en anden medkører end senest på Oschersleben. Det bliver Florian Gruber, som Nygaard kender fra den tyske Seat Leon Supercopa. Blandt andet derfor vil Nygaard ikke spå om resltatet.

– Jeg glæder mig super meget til weekenden. Der kommer flere biler end i GT Master-løbene, og deltagerne bliver også lidt skrappere. Selv om det hele kører lidt på den samme måde som GT Masters, er der altså for mange ubekendte.

Foto: ADAC GT Masters