Padborg Park og Motor Sport Sønderjylland, MSS, har været nødsaget til at aflyse weekendens finaleløb på banen i det sønderjyske med kort varsel.

Det sker efter tovtrækkeri med Syd- og Sønderjyllands Politi. 

“Det er med stor beklagelse og dyb skuffelse, at vi desværre må aflyse weekendens Finaleløb på Padborg Park. Først på eftermiddagen torsdag den 8. oktober har vi fået endnu et afslag fra Syd- og Sønderjyllands Politi,” lyder det i en melding fra løbsleder Ronnie Søgaard Andersen.

Klubben og flere instanser i både DIF og DASU har kæmpet for at få mere lydhørhed og ensrettethed i retningslinjerne og hvordan disse tolkes på tværs af politikredse.

“Flere folketingspolitikere har meldt sig på banen og kæmpet for vores fælles sag. De har presset på overfor Kulturministeriet. DIF og DASU har også presset på overfor Kulturministeriet. Men desværre har det ikke været tilstrækkeligt til, at Syd- og Sønderjyllands Politi har ændret på sin beslutning. Vi takker for den støtte og de tilkendegivelser, I har givet og vil glæder os til at kunne dyrke den sport vi alle elsker,” lyder det videre fra Ronnie Søgaard Andersen.

“Det er voldsomt utilfredsstillende med de skiftende og indviklede retningslinjer, som fortolkes forskelligt, og det rammer både vores klubber, de frivillige og udøverne hårdt, da de bruger utroligt meget tid og mange penge på at dyrke deres sport – og særligt i disse tider, hvor de strækker de frivilliges kræfter meget langt for at kunne leve op til kravene. Vi kan kun appellere til, at vi får helt klare retningslinjer som selv myndighederne kan forstå, da denne meget sene aflysning får store konsekvenser – også for andre idrætter og arrangementer,” siger Henrik Møller-Nielsen, formand i Dansk Automobil Sports Union, DASU.