Mark Webber kunne søndag eftermiddag gå uskadt fra sit monstercrash i Valencia, da han blev sendt ud i en baglæns saltomortale i kollisionen med Heikki Kovalainen.
– Jeg kørte langt hurtigere end Heikki, og så bremsede han, langt, langt før bremsepunktet – omkring 80 meter før – og på det tidspunkt er jeg bare en passager, siger Mark Webber om den vilde ulykke.
– Bilen er, gudskelov, meget sikker. Jeg er ok, jeg mistede nogle point, men når man er deroppe, så tænker man ikke på point. Jeg tænkte på, om jeg var ok og klar til Silverstone, siger Mark Webber, der meldes klar.
– Jeg er fortsat utroligt positiv, vi kører på, vi er halvvejs gennem mesterskabet. For fanden, lad os komme videre, siger den bramfri australier.
Også Sebastian Vettel tænkte på sin teamkollega, selvom medier siden uheldet i Tyrkiet har gjort deres for at dømme kammeratskabet dødt mellem de to Red Bull-kørere.
– Vigtigst af alt er, at Mark havde et stort uheld, men han har det fint – det viser, at biler bliver sikrere og sikrere, men der er stadig en stor risiko, så det er godt, at han er ok, siger Vettel.
– Det er godt at være tilbage med sejr og på en bane, hvor vi ikke regnede med at være så stærke. Men vi var hurtige nok hele tiden til at trække væk, finde hullerne og få bilen hjem. Men det var ikke så nemt som ventet, siger Vettel videre.
Foto: Vladimir Rys/Bongarts/Getty Images