Jørgen Hansen har netop været med i en afdeling af DMV Touringcar Championship med sin Renault Megane Trophy. Trods en kvalifikation, der placerede danskeren midt i feltet, kørte han sig frem til en andenplads i klassen i første løb og en klassesejr og generel sjetteplads i andet løb.

Det var ikke en helt udramatisk affære. På første omgang kolliderede to forankørende konkurrenter, og Jørgen Hansen undslap kun lige at blive indblandet i sammenstødet.

– Det så voldsomt ud. Den ene Porsche spandt rundt, hvorefter den næste kom bragende op bag i den, siger Jørgen Hansen i en pressemeddelelse.

– Der var gul flagzone omkring ulykken i et par omgange, hvor vi faktisk kørte race hele banen rundt – med undtagelse af de par hundrede meter, hvor folk arbejdede med de to biler – indtil der blev rødt flag.

En af de uheldige kørere brækkede ryggen i uheldet, men blev opereret med det samme og kommer sig.

Weekenden bød på en ny udfordring for den danske kører. Lufttemperaturen lå på cirka 35 grader, og inde i bilen nåede temperaturen op omkring 80 grader.

– Jeg havde lavet en ventilationsslange med luft fra fronten af bilen, men den slange lå for tæt på slangerne fra bilens kølesystem – så luften føltes som om jeg fik varm luft direkte ind i hovedet fra en føntørrer!, fortæller Jørgen Hansen om arbejdsforholdene.

Et af formålene var at sammenligne omgangstiderne i Renault-raceren med dem, han tidligere har sat i sin BMW. Det blev dog gjort umuligt grundet varmen.

Foto: Gripping Media