Kean Kristensen bytter for en stund sin ADAC Formel Masters-racer ud med en Ginetta G40, når det danske teenage-talent stiller til test på Padborg Park.
Det sker den 16. august, hvor den kommende talentklasse inviterer til testdag på banen i det sønderjyske.
– Jeg glæder mig naturligvis rigtigt meget. Det er jo et faktum, at jeg tidligere har talt med min manager Casper Elgaard om GT og sportsvogne. Det kan jo meget vel være at jeg ikke skal i Formel 1, og så er sportsvogne vejen. Der er Ginetta en stærk spiller, så hvorfor ikke deltage når chancen byder sig på en dansk bane i en dansk serie, siger Kean Kristensen i en pressemeddelelse.

Selvom Motopark Academy-køreren tester GT-bilen i august, flytter det ikke fokus fra 2011-sæsonen i den tyske formelserie, hvor danskeren lige nu ligger på en niendeplads efter en uheldig anden afdeling.
– Mit hovedfokus er naturligvis stadig ADAC Formel Masters i Tyskland, og det forventer jeg at fortsætte med. Men jeg må indrømme, at Ginetta G40 sportsvognen ser ret spændende ud. Baghjulstræk, 150 hestekræfter og bygget som en rigtig racersportsvogn, siger Kean Kristensen.
Seriens promotor, Tommy Schröter, glæder sig også over at den talentfulde formelkører deltager i Ginetta-fabrikkens første officielle test på dansk grund.
– Det er dejligt, at flere og flere kørere har forstået at Formel 1 ikke nødvendigvis er karrieremålet, forklarer Tommy Schröter. – Jeg kunne meget nemt forestille mig, at Kean kunne vælge GT-vejen i stedet, som jo har været så succesrig for så mange danske kørere. Hans manager vandt LMP2-klassen på Le Mans, og derfor er Kean jo en fremragende eksponent for vores grundfilosofi: fra 15 og til Le Mans! Kean er meget talentfuld, og han er meget velkommen til at deltage i både testen og ikke mindst vores debutsæson 2012!
Også de to 1600 Challenge-kørere, Frederik Mortensen og Frederik Vodder, deltager i testen, hvor promotoren får teknisk bistand fra den engelske fabrik.
Se mere om Ginetta Junior Cup Danmark her.
Fotos: Volkswagen Motorsport og Gary Parravani, Xynamic Motorsport Photography