Hej igen! Lige nu sidder jeg på gulvet i forhallen på hotellet hvor jeg bor, da det ikke er til at få internetforbindelse nogle andre steder på hotellet. Gulvet føles ret hårdt efter at have været i gang siden klokken 5 i morges. Det er jo ikke til at leje bil i min alder, så jeg skulle ud på en ordentlig rejse for at komme fra hotellet til banen med alt mit udstyr.
Det var virkelig fedt at få lov at køre på en ordentlig bane denne gang i stedet for Snetterton, der egentlig ikke er så meget ved. Silverstone er virkelig en bane for mig! De hurtige sving er så super fede i Formel 2’eren og hele flow’et gennem banen er så lækkert i den her bil.
Det var min første gang på banen så i starten skulle jeg selvfølgelig bruge nogle omgange til at finde min vej rundt på banen, men lige fra start syntes jeg, at banen bare sad på mig. Hvis det var op til mig havde jeg kørt hele dagen lang, men vi er jo begrænset til 300 km per testdag, så det betød, at jeg allerede i første session skulle passe på hvor mange omgange jeg kørte. Og det er jo ikke det fedeste når man starter bagud i forhold til alle andre der har prøvet banen før.
Ikke desto mindre satte jeg den hurtigste tid for hele dagen, før vi kom til de sidste 30 minutter hvor overboost’en bliver slået til. Det var det eneste sted i dag hvor filmen knækkede. Jeg fik ikke sammensat en ordentlig omgang hvor dækkene peakede, og jeg fik ikke brugt boosten ordentligt på de rigtige tidspunkter. Det var lidt bittert ikke at slutte som den hurtigste kører på papiret når jeg ellers har været hurtigst det meste af dagen.
Følelsen var bare helt rigtig denne gang. I tredje session måtte jeg spare på omgangene for at have nok til de sidste 30 minutter med overboost, så jeg fik kun kørt 4-5 omgange. Men det hele fungerede bare – banen, bilen, samarbejdet med engineer og mekaniker, og der var ingen tekniske fejl – så jeg kunne bare gå direkte ud og banke nogle hurtige tider ind. Det var som om svingene bare susede forbi i slowmotion og der var masser af tid til at håndtere bilen gennem svingene.
Nu mangler jeg blot at få de allersidste ting på plads med bilen under fredagens træning før løbet. Vi skal stadig nå at køre en fuld racesimulation, som vi vil gøre under den første session. Personligt er jeg meget fortrøstningsfuld før løbet, da jeg er bedst over længere distancer og på brugte dæk. Det eneste, der stadig nager mig lidt, er starterne – der er der virkelig mulighed for at smide meget på gulvet, selvom man starter med helt fremme.
Gud hvor jeg glæder mig til weekenden!
Johan
Fotos: FIA Formula Two