Så gik sæsonen for alvor i gang med årets første løbsweekend på Silverstone. Først og fremmest var jeg heldig overhovedet at nå over til løbet, inden vulkanen på Island satte en stopper for alle flyene. Faktisk nåede jeg det absolut sidste fly fra Danmark til England og minuttet efter jeg landede i Stansted, blev hele lufthavnen lukket ned. Så heldig var jeg dog ikke på vejen hjem, da jeg var fanget i 3 dage i London og derfor ikke kunne nå hjem til to terminsprøver, der allerede var blevet udskudt en gang (sjovt nok på grund af kørsel). I det mindste kunne jeg glæde mig over fantastisk vejr, der varede hele mit ophold i England
I tidskørslen om lørdagen begik min engineer og jeg selv nogle småfejl, der i den sidste ende var nok til at koste mig pole position i begge kvalifikationer, men om ikke andet var jeg meget glad for min andenplads til første løb, hvorfra det bestemt var muligt at vinde løbet. Mere utilfreds var jeg dog med anden tidskørsel, hvor jeg slet ikke fik udnyttet farten i bilen og måtte tage til takke med en femte startplads på gridden. Men på det her tidspunkt var alt stadig muligt. Den eneste bekymring var, at jeg indtil videre kun havde kørt på baner med ringe greb og udviklet setuppet derefter. Før vores løb den efterfølgende dag ville en masse GT-biler komme til at lægge en hel del gummi i banen.
Søndagen skulle vise sig at blive en rigtig svær dag
Første løb var ganske kort og ganske forfærdeligt. På opvarmningsomgangen kunne jeg mærke, der allerede var et problem. Bilen lavede hjulspind helt op til tredje gear, og da starten gik, kunne jeg ikke andet end at lave hjulspind og mistede 3 placeringer allerede før første sving! Det var så slemt med bilen, at den nu lavede hjulspind op til fjerde gear, hvilket betød jeg i sving 4 kort mistede kontrollen over bilen. Men det kunne være underordnet om jeg blev på banen eller ej, for bare 2 omgange senere brændte koblingen helt sammen, og jeg måtte udgå fra løbet. Det viste sig, at det var en elektronisk fejl på rattet, der fik computeren i bilen til at tro, jeg konstant trykkede koblingen ind mens jeg kørte. Det var et meget nedtrykkende udfald af et løb, hvor jeg ville have kæmpet om sejren.
Mit hårdeste løb
Bilen nåede heldigvis at blive klar igen 10 minutter før andet løb hvor jeg skulle starte fra en mindre fordelagtig placering end i første løb, men fra femte startplads var podiet bestemt stadig indenfor rækkevidde. Desværre fik jeg en dårlig start og dumper ned som 6’er allerede før første sving. Faktisk er jeg tæt på at falde endnu længere ned i rækkerne, da jeg bliver presset af Will Bratt bag mig og må på de første par omgange kun koncentrere mig om at sætte ham af. Det var dog ret svært, da jeg kæmpede voldsomt med bilen, der nu slet ikke passede til banens forhold. Jeg havde ikke haft nogen mulighed for at afprøve banen i første løb og det skulle forfølge mig gennem hele andet løb. Jeg pressede på alt hvad jeg kunne for blot at hænge på Gladdis og Clarke længere fremme, to kørere jeg, førhen intet problem har haft med at køre fra. Og da slet ikke over længere distancer.
Gladdis fik lavet en fejl, der gjorde jeg kunne knibe mig forbi, og Stoneman længere fremme fik en mekanisk defekt, så pludselig var jeg allerede 4’er og den ville jeg meget gerne veksle til en 3’er. Jeg satsede på jeg var i bedre fysisk form til slut i løbet end Clarke foran, så de næste 15 omgange kæmpede jeg for at hænge på og det var fuldstændig som at køre med en 300 meter lang elastik imellem os. Da der var 6-7 omgange tilbage begyndte jeg mit angreb og aktivere 2 boosts per omgang for at komme tættere på. Jeg havde 8 boosts i alt, men jeg behøvede blot at bruge halvdelen for at nå helt op under hans bagvinge. Med 4 omgange igen var jeg næsten tæt nok på til at forsøge et angreb ned af Hangar Straight. Jeg viste mig en enkelt gang i spejlene hos Clarke, hvorefter han trak ind for at blokere og endte med at forbremse sig en smule ind i Stowe; lige nok til at jeg kunne gå på indersiden af ham. Jeg havde rigeligt med boost tilbage hvis han ville forsøge en tilbageerobring af tredjepladsen, men det blev aldrig nødvendigt, da han efter en omgang næsten allerede var væk i mine spejle.
Det var et enormt hårdt løb hvor jeg slet ikke kunne finde fart i bilen – især i den sidste sektor, hvor jeg konsekvent mistede et halvt sekund per omgang sammenlignet med resten af top 5. Derfor var jeg meget glad og tilfreds med at have tilkæmpet mig tredjepladsen ved ikke at begå nogle fejl, ikke give op og køre taktisk rigtigt. Det er ikke siden Formel Renault 2.0 Eurocup-løbet i Barcelona sidste år, jeg har haft seriøse kampe på banen og måtte kæmpe for topplaceringer, så det var en stor trøst oven,på det første løbs nedtur.
I Peugeot Spider Cup på FDM Jyllandsringen
Nu skal jeg i weekenden køre med i Peugeot Spider Cup på Jyllandsringen med Team Go Go Vitesse. Jeg glæder mig til at køre i Danmark igen, og det bliver spændende at se, hvordan det går, da jeg aldrig har prøvet bilen i tørvejr. Det bliver samtidig en glimrende mulighed for mig at holde mig inde i rytmen før mit næste F2-løb i Marrakech’s gader i Marokko, som jeg er meget, meget spændt på! Det ligner meget en bane, der passer min aggressive kørestil, og da ingen har set banen før, står jeg med meget bedre odds end på Silverstone.
Nyd det fremstormende forår.
Johan
Fotos: Formula Two
