James Thompson gik fra sejr til seriøst uheld under sommerløbet på Ring Djursland. På allerførste omgang i andet løb blev Hartmann Honda Racings brite det uskyldige offer i en batalje mellem Jens Reno Møller og Jason Watt.

Watt og Møller byttede flere gange lak gennem første kurve og forbil pitmuren, hvor Møllers Leon kom i slinger. I et forsøg på at komme uden om balladen bliver Thompson ramt af Møllers SEAT, hvorefter den hvide Honda ryger ind over græsset og direkte ind i to rydningskøretøjer. Thompson, der er på gæstevisit i DTC, var rystet, men uskadt efter det voldsomme sammenstød.

– Møller klemte mig ud på græsset, da han havde sit uheld, og så var jeg bare passager. Det var nok et spørgsmål om en meter mere i den ene eller anden retning, og så ved jeg ikke, hvad der ville være sket, siger James Thompson til Racemag.

– Jeg er nok helt ok i morgen, i dag er jeg stadig sådan lidt…, Jeg er dog i ét stykke, det er jeg glad for, siger Thompson videre.

– Jeg prøvede bare at tage det roligt og holde mig ude af problemer, og så er det uheldigt at jeg bliver revet med i et uheld og at traktorerne stod der, siger Thompson, der dog kunne tage en sejr og en god oplevelse med fra første løb.

– Bilen kørte godt, og jeg er glad for at jeg nåede at prøve et løb her i den, siger Thompson om Hartmanns Honda Accord.

Foto: Birger Vilén