Hartmann Honda Racing står over Göteborg City Race på lørdag. Det danske Honda-team var ellers tilmeldt med to styk Honda Accord, men de seneste vindere i DTC kommer ikke til start.

– Vi kommer ikke, for den ene bil er ikke blevet klar, og vi vil ikke risikere den anden. Jeg tror, at det bliver et nyt Marrakech, siger teamejer Hans Hartmann til Racemag og hentyder til FIA WTCC-løbene i Marokko, hvor safetycaren fik næsten lige så mange omgange som WTCC-bilerne.

Teamejeren barsler dog med spændende nyt i en sæson, der mere og mere fungerer som forberedelse til 2011.

– Vi kommer med til Juniløbet (20. juni på FDM Jyllandsringen, red.), og vi har nogle gode emner, som vi vil afprøve i løbet af sæsonen med henblik på næste år. Det ser lovende ud, siger Hans Hartmann videre.

Senest traf teamet en sen aftale med Tom Pedersen, der vandt andet løb i Padborg Open i comebacket til DTC. Hvem der skal køre Hondaen til Juniløbet og resten af sæsonen er endnu uvist.

TIP: Se links, program og meget mere for anden afdeling af Scandinavian Touring Car Cup her!

Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk