Når DM-finalen i weekenden køres i Formel Ford, bliver der uden tvivl kamp til stregen. Det er fortsat Dennis Lind fra Fluid Motorsport der fører mesterskabet, dog kun med ét point ned til Jesper Egebart.
Det danske gokartalent Jacob Nørtoft, der i forrige weekend blev nummer syv til Verdensmesterskabet, får denne weekend sin debut i Formel Ford. Det sker i samarbejde med DASU og Egebart Motorsport.
– Jeg skal køre en af Egebarts biler, og jeg ser rigtig frem til det. Jeg kæmper for at blive i top 4, og tror ikke at det er urealistisk at jeg kan kæmpe med om podiepladserne, fortæller Jacob.
Debuten skal gøre Jacob klar over, om han er klar til Formel Ford i 2010, eller om han fortsat bliver et år til i karting.