Tjekkiske Brno er næste punkt på programmet for FIA WTCC. Den lange bane lægger asfalt til syvende afdeling af VM for standardvogne, hvor både Michel Nykjær og Kristian Poulsen som bekendt deltager.

Nykjær kommer med to friske sejre og masser af selvtillid i bagagen fra ETCC på Salzburgring – men det er formentlig Kristian Poulsen, der står med de lidt bedre kort på hånden.

Brno er kendt for at være venlig mod BMW-racerne, og sidste år var der også BMW først over stregen i begge løb. Det var dog ikke nogle af fabrikskørerne, der var sat ud af spillet tidligere efter Augusto Farfus kørte på tværs af banen og rev mærkekollega Andy Priaulx med i gruset. Alessandro Zanardi tog en populær sejr i første løb, mens BMW Team Italy-Spain-kollega Sergio Hernandez tog sejren i andet løb.

Hele seks sejre er gået til BMW ud af otte WTCC-løb afviklet på banen, og da strafvægtene er samme som senest på Brands Hatch, så kan en Colin Turkington igen udgøre en trussel for de etablerede teams.

FIA WTCC kører som på Brands Hatch ingen træning fredag, så første session er lørdag formiddag. Se tidstabel og link til livetiming under www.racemag.dk/events

Foto: fiawtcc.com