Gyserafslutning på Rally Midtsjælland lægger op til lige så stor gyser omkring selve mesterskabet.
I forrige DM-rally på Fyn vandt Max Christensen foran Christian Jensen med 3 sekunder. I Roskilde var resultatet omvendt og marginen var endnu mindre, da Christian Jensen tog sejren med kun 2,1 sekund. I DM-regi er det nu også de to, som skal slås om den samlede sejr.
Og så var det endda en 3. mand, som en stor del af rallyet lå til at tage den generelle sejr. Tim Svanholt førte rallyet indtil d. 9. hastighedsprøve, hvor den eneste grussektion i løbet betød at han satte tid til i forhold til sine 4-hjulstrukne konkurrenter. Tim var dog godt tilfreds med sin indsats, som sikrede ham sejren blandt to-hjulstrækkerne. Den har også lagt ham i spidsen af DM, hvor Martin Johansen i Suzuki dog stadig har sin bil med i spillet.
Gruppe H udviklede sig til et slag på skruenøgler, da de to hurtigste i kategorien efter første prøve fik tekniske problemer. Værst var det for Henning Søgaard, hvis Ford Sierra måtte slæbe sig igennem et par prøver med alvorlige tændingsproblemer med et alvorligt tidstab til følge. Hos konkurrenten, Johnny Pedersen, var det motorproblemer, som stillede et stort spørgsmålstegn over resten af dagen.
Henning Søgaard fik ordnet Sierraen og nu blev der sat hurtigste tider på stribe blandt gruppe H bilerne, men selv om Johnny Pedersens BMW M3 lød mere og mere rædselsfuldt, så blev den ved med at hænge sammen og Henning Søgaard kunne kun hente halvdelen af de 3 minutter, han havde sat til. Johnny Pedersen vandt gruppe H og han og Henning Søgaard må nu afgøre DM imellem sig i finaleløbet.
Blandt de to-hjulstrukne standardbiler var det nok engang Kenneth Madsen i Suzuki, som løb af med en sikker sejr. Det har han gjort to gange tidligere i denne sæson og nu skal det gå meget galt, for at han ikke kan kalde sig Danmarksmester efter sidste DM-rally.
Foto: Michael Eisenberg