Casper Elgaard gik ind i DM-finalen i delt føring med Jan Magnussen. Da røgen, eller rettere vandtågerne havde lagt sig, var den til sæsonen nybagte teamchef firer i årets DTC.

Det var op ad bakke allerede fra første omgang i race 1, hvor Elgaard blev sendt på rundtur for enden af publikumslangsiden. Med en fin opkørsel til ottendepladsen og dermed pole position til andet løb, skulle nærmest alt gå galt for konkurrenterne i den samlede stilling, for at Elgaard kunne hjemtage sin femte titel.

Derfor lod målsætning nu også til at være sæsonens første sejr til Elgaard i det afsluttende race. STARK Racing-køreren og chefen tog starten og førte med en hel publikumslangside til John Nielsen på den optørrende bane, indtil Dennis Linds hvid/gule/blå Camaro-racer voksede sig større i spejlene.

– Det var så tæt, og jeg kunne godt se at jeg ville vinde – med mindre nogen hade satset på slicks. Et stort cadeau til Dennis, for når man satser sådan, så fortjener man også sejren, siger Casper Elgaard til Racemag.

– Jeg ville dog gerne nøjes med en fjerdeplads i DTC 2012, hvis jeg kunne have fået den sejr. Men det var et godt show og et godt løb, og vi kommer bare stærkere tilbage næste år, siger Elgaard videre.

Elgaard trådte kort før sæsonstart ind i rollen som teamchef, og besætning på de i første omgang to, siden tre biler i STARK Racing har været noget vekslende.

– Det blev ikke til en sejr i 2012 på banen eller i mesterskabet, men jeg føler nu alligevel at vi har vundet i år. Hele teamet har arbejdet fantastisk, vores VIP har fungeret bedre end jeg havde turdet håbet på, og alle vores VIP-gæster har været rigtig glade når de har besøgt os. Det har været vores debut sæson i år. En sæson jeg som teamejer er utroligt stolt af. Elgaard Motorsport er kommet for at blive, fortsætter Elgaard til sin Facebook-side.