Et-tallet bliver stående på Vitaphone Racings Maserati MC12 også i den kommende sæson. De forsvarende FIA GT-mestre tog også den første kører- og teamtitel i det nye VM for sportsvogne.
Men selvom det efterhånden sejrsvante team igen kunne løfte det største trofæ efter en lang sæson i FIA GT1 World Championship, så er gevinsten ikke kommet uden udfordringer.
– Dette mesterskab kan ikke sammenlignes med de seneste mesterskaber. Vi havde topkørere og –teams, der pushede os hele tiden, siger Michael Bartels til GT1 World Championships hjemmeside.
Den nye sæson medførte blandt andet et nyt vægt/effektreglement, der skulle gøre det billigere at deltage i GT-serien. Det har blandt andet betydet lavere effekt på GT1-racerne.
– Vi havde nye regler, vi skulle omstille os til, vi skulle udvikle bilen til 2010-reglementet, siger Bartels videre.
Til 2010-sæsonen blev indført et særligt kvalifikationssystem. Selvom man kan mene hvad man vil om, at kørerne skal ud i to løb på samme distance, men det blot er det ene, hvor der bliver uddelt fulde point, så har det været med til at stille store krav til teams og kørere om at køre konstant og undgå uheld.
– Vi har altid samlet point, og når vi havde chancen, så vandt vi løb. Vi lavede en eller to fejl mindre end vores konkurrenter, og hvis man gør det, så er man med. Kvalifikationen og kvalifikationsløbene var virkeligt vigtige. I midten af sæsonen, hvor vi havde vores optur og samlede masser af point om lørdagen, gjorde forskellen, for det var gratis – ingen succesballast. Efter en sejr i mesterskabsløbet skulle man have succesballast til næste løb, og så er man ikke så konkurrencedygtig, slutter Bartels.
Toppen i FIA GT1 World Championship 2010:
| 1 | Michael Bartels | 138 |
| 1 | Andrea Bertolini | 138 |
| 2 | Thomas Mutsch | 119 |
| 3 | Frédéric Makowiecki | 105 |
| 4 | Tomas Enge | 104 |
| 4 | Darren Turner | 104 |
| 5 | Marc Hennerici | 99 |
| 20 | Stefan Mücke | 34 |
| 27 | Christoffer Nygaard | 24 |
Foto: DPPI


