De 1000 kilometer som LMS-feltet skal runde i weekendens finaleløb på Silverstone bliver forhåbentlig ikke præget af sygdom for Christian Bakkerud. Ved DTM-løbet på Brands Hatch led danskeren af en slem forkølelse, men nu skulle han være fit for fight. Og det bliver også nødvendigt, for et uheld betyder, at Bakkerud blot har teammakker Christijan Albers med.

– Denne gang skal vi kun køre to kørere i bilen; Christijan Albers og jeg. Mondini er kommet til skade op til løbet, så han kan ikke deltage. Jeg håber naturligvis det bedste for Giorgio. Men jeg vil samtidig sige, at det faktum at vi kun er to kørere i bilen tror jeg er en god ide til et sekstimers-løb, siger Christian Bakkerud i en pressemeddelelse.

At den unge dansker glæder sig til Silverstone er ingen hemmelighed. Den legendariske bane nord-øst for Oxford i England er en udfordring for alle. Men Bakkerud har glade minder fra banen.

– Jeg har stadig banerekorden på Silverstone fra min Formel 3-tid, jeg har også været på podiet der et par gange.

– Men det bliver svært. Banen kræver med sine lange, hurtige sving downforce, og det er ikke noget vi har så meget af i den specifikation vores R10 TDi er i nu, med de gældende regler. Men jeg vil knokle for at det skal lykkes. Nu vil vi altså op på det podie!

– Ved det sidste løb var den anden Team Kolles bil oppe på fjerdepladsen, og vi har selv også været oppe at snuse til podiet. Så nu skal det altså være, slutter Bakkerud.

Foto: motioncompany